Betragtninger om vand
Af Hans Kronberger
Vand er et kosmisk anliggende” sagde Johann Grander til mig, da vi lavede vores første TV-interview. Som dreven journalist greb jeg straks fat i denne formulering og forlangte at vide, hvad han lagde i den. I dag betragter jeg dette spørgsmål som det dummeste jeg nogen sinde har stillet. “Vand er et kosmisk anliggende”. Der findes intet svar på spørgsmålet om vands natur, som er så klart, så ubestrideligt og samtidig så altomfattende og præcist som netop dette.
Det tog lang tid før det gik op for mig, at med denne enkle sætning, havde Johann Grander helt perfekt beskrevet den dimension hvormed man nærmer sig elementet vand, for at komme et skridt tættere. Den som bare betragter vand i dets øjeblikkelige tilstand - i et vandglas, i en flod, en sø eller i havet - eller ser det som en isterning eller en sky, begriber kun en brøkdel af det hele. Det er nødvendigt at studere vand set i forhold til dets funktion i hele kosmos og det betyder intet mindre end at åbne sine tanker mod uendeligt og spekulere på hvorfor vand netop vandrede til Jorden. Hvordan skete det og hvad er vandets funktion i dannelsen og i opretholdelsen af liv? Set fra denne vinkel er det værd at studere gammel mytologi og at undersøge synet på vand i et historisk perspektiv. I de tidligste skrifter læser vi om et uendelighedens urvand uden begyndelse eller slutning og en "dybde uden bund". Samtidig med refleksionen over godt og ondt, blev opdelingen i himmel og helvede udviklet. Lidt efter lidt visualiserede de forskellige kulturer deres fantasier i form af guder. Bemærkelsesværdigt var det på denne tid at den bipolare tankegang blev kendt; man skelnede mellem mand og kvinde. Babylonierne taler om moderskabningen Tiamat og faderen Apsu. Ifølge babylonierne var det foreningen af saltvand og ferskvand som skabte den første guderace, hvis efterkommere skabte himmel og jord af det kosmiske ocean.
Indisk mytologi taler også om et urvand, hvorfra den skønne lotusblomst bryder frem. Ud af denne blomst steg Brahman, den kreative gud og store arkitekt som skabte universet i overensstemmelse med sine erindringer fra tidligere verdener. Da han var færdig med sit skaberværk, lagde han sig til at sove uden at vågne, før milliarder af år var gået, verdener forsvundet og man var begyndt at kræve, at nye verdener skulle skabes.
De gamle grækere gjorde vandet til hjem for en overlegen, kraftfuld gud. Ifølge græsk mytologi boede Poseidon, herskeren over have og floder, i et vandpalads og red over bølgerne i en gylden vogn trukket af hvide heste. Bølger og skumsprøjt lystrede hans ord. Senere skabte grækerne flokke af guder og gudinder: najader, dryader og andre nymfer - som i deres fantasi - havde menneskelige attributter, blandt dem graciøse og smukke såvel som grimme, frygtindgydende og destruktive karaktertræk. Floderne og kilderne, hvor disse væsener boede, var derfor kraftfulde steder.
Den græske filosof og matematiker, Thales af Miletus (625-545 f. Kr.) var den første til at introducere "logos", dvs. fornuften, som grundlag for studiet af vand. Han definerer vand som "råstoffet", som er den "oprindelige kilde til alt levende". Det er fra denne tid at mennesket søgte at nærme sig fænomenet vand fra en "fornuftens" synsvinkel. Eksemplerne: Empedokles (483-420 f. Kr.) og - i særdeleshed - Aristoteles (384-322 f. Kr.), som for første gang delte verden i fire fundamentale elementer. Ifølge Aristoteles er ild, jord, vand og luft de fire fundamentale elementer i verden. Disse fire elementer definerede tankegangen hos middelalderens alkymister, som bl.a. søgte efter en eliksir til at forandre andre materialer til guld. I de følgende århundreder blev bestræbelserne på at forbedre naturlige materialer perverteret i en grad så al "formodet fordel" havde absolut prioritet over bevarelse af naturen.
Den store naturvidenskabsmand, læge og filosof Teophrastus Bombastus von Hohenheim, kendt som Paracelsus (1493-1541 e. Kr.) forenede de gamle myters traditionelle viden med de empiriske metoder som fremkom med de nye rationelle naturvidenskaber. Ifølge Paracelsus blev de fire elementer animeret af hver sine ånder: "I vandet nymfer, i luften sylfider, i jorden pygmæer og i ilden salamandere." Sådan beskrev han kræfter (anerkendte af ham selv), men ikke forenelige med moderne naturvidenskab.
Den "skeptiske kemiker" (tilnavnet har han fra sin bog The sceptical Chymist), ireren Robert Boyle (1627-1691) brød med Aristoteles" lære om elementerne da han indså at al forskning blandt alkymistene havde været baseret på dette princip, hvor man ikke beskrev materialer men snarere egenskaber.
Mod slutningen af det 18. århundrede opdagede Antoine Lavoisier (1743-1794), at det aristoteliske element vand, bestod af brint og ilt. Han skabte en ny definition for vand, som et element der ikke kan deles op i flere bestanddele. Denne definition holdt indtil midten af det 20. århundrede. Ved at reducere vand til dets kemiske formel H20, blev forskningen i vand reduceret til et rent mekanisk fænomen. Dette absolutte funda-ment for naturvidenskaberne bestod indtil klyngedannelsen i vand blev opdaget, og de første forsøg blev gjort for at bevise informationsoverførsel i vand.
Og her knytter naturforskeren Johann Granders ideer sig til en af de mest fremstående vandforskere i det 20. århundrede, nemlig Viktor Gutmann. Til mit spørgsmål om hvorvidt vand allerede er blevet udforsket i sin helhed, svarede den seksdobbelte doktor og to gange kandidat til Nobelprisen i kemi: "I dag arbejder forskerne ud fra den formodning at vand er unormalt fordi dets højeste tæthed er ved plus fire grader Celsius og ikke - som videnskaben gerne vil have det - ved nulpunktet. Det er ikke vandet som er unormalt, men vore formler som er utilstrækkelige når det gælder beskrivelsen af fænomenet vand."
Det var nu jeg huskede det: "Vand er et kosmisk anliggende."
| 