Vand –
"husker" det?
Dr. Dipl. Ing. Johannes Larch
leder af den interne forskningsafdeling i Grander Huset.
I det 21. århundrede må man vel omsider lægge den tese bag sig, at vand i tilstrækkelig grad kan defineres med den kemiske formel H2O. I det forrige århundrede begyndte kemien at nærme sig fænomenet vand. I dette århundrede får fysikken chancen til at komme nærmere på løsningen af vandets gåde.
Hukommelsen
Har vand en hukommelse? Kan det lagre informationer, og er det også i stand til at genkalde og videregive dem? Kan vandets hukommelse sammenlignes med menneskets?
Den menneskelige hukommelse lagrer og sletter sine informationer snarere ud fra et følelsesmæssigt princip, alt efter den betydning eller det indtryk (i ordets bogstaveligste forstand) som det gør på det pågældende menneske.
Vandets hukommelse fungerer derimod rationelt. Det lagrer uden følelser og præcist samtlige informationer det møder - gode som dårlige - bedst sammenligneligt med en båndoptager, som vilkårligt optager og videregiver fysiske svingninger, uden at den oprindeligt lagrede information forandres, formindskes eller går tabt.
Lagringsstedet og det nøjagtige forløb af lagringsprocessen i vand er videnskabeligt set i bedste fald kun delvis og kun teoretisk kendt.
I den systematiske undersøgelse af virkningernes gentagne effekt er man derimod empirisk set kommet meget længere. Man ved således i dag, at vands komplekse indre struktur på afgørende vis er ansvarlig for dets særlige egenskaber. Disse forskellige egenskaber bestemmer bl.a. vandets holdbarhed, mikroorganismers udviklingsbetingelser i vand, og endelig også hvordan det optages af alle levende væsener (ikke mindst mennesket), som vandet indgår i en symbiose med.
Disse vigtige egenskaber, som fra naturens side egentlig er til stede i alt vand, går i dag for størstedelen tabt pga. ydre påvirkninger.
Beskaffenheden
For alle levende organismer, som er afhængige af vand, er vandets kvalitet af afgørende betydning, fordi den er forudsætningen for vigtige funktioner i organismen, som f.eks. en normal vækst.
Vand bliver påvirket på mangfoldig vis. Solen, månen og hele kosmos står i et naturligt svingningsforhold med Jorden og kommunikerer således også med vandelementet.
Mere problematiske er derimod de kunstigt producerede svingninger, som ligeledes bliver „registreret“ af vandet. Under påvirkning af diverse strålingskilder (bl.a. mobiltelefoner, radioanlæg, satellitsignaler, stærkstrømsledninger og flere andre), kan vandets indre struktur blive ødelagt gennem teknisk stråling.
Grundtanken i Grander Vandvitaliseringen er, at føre vandets indre struktur tilbage til sin oprindelige, optimale tilstand og bevare den stabil.
Den velgørende virkning af dette kvalitativt forbedrede vand, som det opleves dagligt af hundredtusindvis af brugere, taler for sig selv.
Vandstrukturen
I officielle bedømmelser af drikkevand bliver vands struktur kun tildelt meget ringe betydning. Drikkevandskvaliteten i Mellemeuropa er i al væsentlighed sikret gennem drikkevandsregulativer. De skal sikre, at der i vort næringsmiddel nummer ét, ikke findes nogen sygdomsfremkaldende kim, og ej heller tungmetaller eller andre kemiske stoffer over de tilladte grænseværdier.
På denne måde bliver alle normer og forskrifter ganske vist opfyldt, men man er langt fra at medtage det væsentlige faktum, at det er vandets struktur, der er dets afgørende kvalitets kendetegn. Og man er endnu ikke i stand til at måle den. Man har ganske vist fra tidernes morgen været klar over, at bestemte helsekilder kan sænke feber, befordre fordøjelsen, mildne smerter, hele sår og er gavnlige for huden, men normer findes der ikke nogen af.
Også blandt de såkaldte faste elementer spiller strukturerne en rolle: Således er f.eks. både diamant og grafit lavet af kulstof - blot med forskellig tæthedsgrad. Diamant er det hårdeste af alle stoffer, grafit derimod er blødt.
Egenskaberne
Overføres dette til elementet vand, kan det fastslås, at også vand besidder en indre struktur. Ganske vist ændres hverken hårdhed eller tæthed i forskellige vandstrukturer, sådan som i diamanten og grafitten. I vandet er det blandt andet holdbarheden og frem for alt de mikrobiologiske egenskaber, som er stærkt afhængige af den indre struktur.
To kemisk identiske vandtyper kan således have helt forskellige biologiske egenskaber. Dvs. at den ene vandtype opfører sig anderledes i en levende organisme end den anden, skønt der kan påvises nøjagtig de samme stoffer i dem begge.
Det er altså ikke tilstrækkeligt at vurdere vandet ud fra dets kemi og mikrobiologi. Man må derimod finde metoder til at vurdere dets struktur. Dette er vanskeligt, da reproducerbare målemetoder endnu kun er i sin vorden, og fordi der ikke i nogen anerkendte ”vestlige” lærebøger findes noget om lagringsevne af informationer.
Men også her kan der anes et lys i horisonten, idet vandfysikken på verdensplan kommer mere og mere i fokus: En ekspertkomité i Verdenssundhedsorganisationen WHO har allerede gennem længere tid beskæftiget sig med temaet vandstruktur. Der er således allerede bestræbelser i gang for om ikke andet at indføre begrebet ”vandstruktur” i det internationale WHOs retningslinier for drikkevand.
| 